Generaliseret angst – effektiv behandling hos autoriseret psykolog

Generaliseret angst – også kaldet vedvarende bekymringsangst – er en tilstand, hvor bekymringer fylder meget i hverdagen. Mange oplever, at tankerne konstant kredser om mulige problemer i fremtiden, og at det kan være svært at slippe bekymringerne igen. Det kan være tanker om helbred, økonomi, arbejde, familie eller andre forhold, hvor man forestiller sig, at noget kan gå galt.

For nogle opstår bekymringerne i bestemte situationer eller omkring konkrete temaer. For andre er bekymringerne mere generelle og til stede det meste af tiden. Mange oplever, at de forsøger at tænke sig frem til løsninger eller forberede sig på det værste, men at det i stedet fører til mere uro og flere bekymringer. Selvom det nogle gange kan give en kortvarig følelse af kontrol, vil bekymringerne typisk vende tilbage igen.

Hos Koios Psykologhus i Lyngby tilbyder jeg professionel behandling af generaliseret angst med udgangspunkt i evidensbaseret kognitiv adfærdsterapi. I et terapiforløb hos mig arbejder vi med at skabe et klart overblik over, hvordan bekymringerne kommer til udtryk i netop dit liv. Vi ser på sammenhængen mellem dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger, og på hvilke mønstre der er med til at vedligeholde bekymringerne. Gennem terapien arbejder vi med nye måder at forholde sig til bekymringerne på, så angsten gradvist kommer til at fylde mindre.

Gennem samtaler og konkrete øvelser vil du lære strategier, der kan hjælpe dig til at håndtere bekymringerne mere hensigtsmæssigt og skabe større ro i hverdagen. Et centralt mål i behandlingen er, at bekymringerne ikke længere skal styre dit fokus og dine valg, så der igen bliver mere plads til de ting i livet, som er vigtige for dig.

Hvad er typiske symptomer på generaliseret angst?

Generaliseret angst kan komme til udtryk på flere forskellige måder, men fælles for mange er, at bekymringer fylder meget i tanker og opmærksomhed. Tankerne kan være svære at slippe, selv når man forsøger at berolige sig selv eller finde løsninger på de problemer, man forestiller sig.

Nedenfor er nogle af de symptomer og mønstre, som du måske selv oplever, hvis du døjer med generaliseret angst:

Negative tanker og vedvarende bekymringer

Et centralt kendetegn ved generaliseret angst er vedvarende bekymringer om mange forskellige områder af livet. Tankerne handler ofte om, hvad der kan gå galt i fremtiden, og kan hurtigt udvikle sig til forestillinger om de værst tænkelige scenarier. Mange oplever, at de forsøger at tænke sig frem til løsninger eller forberede sig på problemer, men at det i stedet fører til endnu flere bekymringer. Det kan derfor føles som om at den ene bekymring overtager den anden, og at sindet aldrig synes i ro. Bekymringerne kan derfor komme til at fylde meget i hverdagen og være svære at slippe igen.

Opmærksomhed rettet mod potentielle problemer

Personer med generaliseret angst oplever ofte, at deres opmærksomhed automatisk bliver rettet mod mulige trusler eller problemer. Det kan være små ting i hverdagen, som hurtigt bliver tolket som tegn på, at noget kan gå galt. Når opmærksomheden i høj grad er rettet mod potentielle problemer, vil man ofte også finde flere ting at bekymre sig om, hvilket kan være med til at fastholde angsten.

Negative og ubehagelige følelser

De mange bekymringer kan føre til en vedvarende følelse af uro, anspændthed eller nervøsitet. Mange oplever også en følelse af ikke rigtig at kunne slappe af eller være til stede i nuet. Samtidig kan generaliseret angst være forbundet med frustration, træthed eller nedtrykthed, fordi bekymringerne bliver ved med at vende tilbage og kan være svære at kontrollere.

De kropslige symptomer på generaliseret angst

Når kroppen er præget af vedvarende bekymringer, vil den ofte reagere med forskellige former for spænding og uro. Det kan fx være muskelspændinger, rastløshed, hjertebanken, koncentrationsbesvær eller søvnproblemer. Disse reaktioner er almindelige angstreaktioner, men de kan være med til at forstærke oplevelsen af, at noget er galt, og gøre det sværere at finde ro.

Adfærden er præget af overtænkning og undgåelse

Generaliseret angst påvirker også den måde, man handler på i hverdagen. Mange bruger meget tid på at tænke tingene igennem igen og igen i et forsøg på at finde sikkerhed eller kontrol. Andre udskyder beslutninger eller undgår situationer, fordi de føles usikre eller uforudsigelige. Det er også almindeligt at man prøver at undgå og skærme sig selv for triggere der kunne igangsætte bekymringerne. Selvom disse strategier ofte har til formål at skabe tryghed, kan de på længere sigt være med til at fastholde bekymringerne.

Det er vigtigt for mig som din psykolog at være opmærksom på netop de tanker, følelser og reaktioner, der præger din oplevelse af generaliseret angst. Det gør jeg for at sikre, at behandlingen bliver målrettet de situationer og mønstre, hvor bekymringerne fylder mest i din hverdag.

I starten af terapien vil vi sammen skabe et klart overblik over sammenhængen mellem dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger. Dette overblik hjælper os til at forstå, hvordan bekymringerne holdes i gang, og hvilke mønstre der er vigtigst at arbejde med.

Som autoriseret psykolog har jeg stor erfaring med behandling af angst og generaliseret angst ud fra en kognitiv adfærdsterapeutisk tilgang. Med udgangspunkt i denne tilgang vil vi sammen arbejde med strategier, der kan hjælpe dig til at forholde dig mere roligt og fleksibelt til dine bekymringer, så angsten gradvist kommer til at fylde mindre i dit liv.

Behandling af generaliseret angst med kognitiv terapi

Det vigtigste for mig, når du starter et forløb op, er, at du oplever min hjælp som så effektiv og brugbar som muligt. Derfor stræber jeg også altid efter, at min behandling bliver så målrettet dine specifikke udfordringer som muligt. Dog vil der være nogle generelle behandlingsprincipper, jeg gør brug af, idet disse principper har vist sig at være særligt effektive til at håndtere generaliseret angst:

Du skal have et godt overblik over din generaliserede angst

Da mange oplever, at deres bekymringer kan føles både ukontrollerbare og svære at forstå, kan det være en stor hjælp at få et helt konkret overblik over de processer, der indgår i netop din oplevelse af generaliseret angst. Derfor vil vi i starten af forløbet få skitseret dine bekymringsmønstre, således at du kan genkende de mønstre og reaktioner, der er på spil. Dette vil ofte give både dig selv og mig nogle gode ideer til, hvordan vi bedst arbejder videre med bekymringerne.

Du modtager psykoedukation om angst og bekymringer

Som et yderligere led i at kunne genkende din angst og få et mindre katastrofepræget forhold til dine tanker, vil jeg give dig den nødvendige og mest relevante viden om angst generelt og generaliseret angst specifikt. Dette indebærer blandt andet viden om kroppens reaktioner på angst, samt hvordan bekymringer typisk opstår og vedligeholdes.

Mange oplever, at bekymringer starter som et forsøg på at forberede sig på fremtiden, men i stedet udvikler sig til en vedvarende tankestrøm, der er svær at stoppe. Denne forståelse er vigtig for, at vi kan arbejde mere målrettet med at ændre den måde, du forholder dig til dine bekymringer på.

Du skal lære at forholde dig anderledes til dine bekymringer og reducere overtænkning

Ved generaliseret angst fylder bekymringer om fremtiden ofte meget, og mange oplever at blive fanget i lange tankekæder, hvor de forsøger at finde svar, skabe kontrol eller forberede sig på det værste. Det kan fx være ved at analysere situationer igen og igen, gennemgå forskellige scenarier eller forsøge at tænke sig frem til den “rigtige” løsning.

Selvom dette ofte føles som en måde at skabe overblik og tryghed på, vil det typisk være med til at fastholde bekymringerne på længere sigt.

Gennem overblik, psykoedukation og konkrete øvelser vil vi derfor arbejde målrettet med, at du kan lære at forholde dig anderledes til dine bekymringer. Det handler ikke om at fjerne tankerne, men om at ændre din måde at reagere på dem, så du i mindre grad bliver fanget i overtænkning og i højere grad kan lade tankerne være uden at skulle handle på dem.

Du skal lære at konfrontere bekymringerne og de følelser, der ligger bag

En mindre synlig – men meget vigtig – del af generaliseret angst er, at bekymringer ofte fungerer som en måde at undgå svære følelser på. Når man bekymrer sig, er man typisk meget oppe i hovedet og forsøger at tænke sig frem til løsninger, hvilket kan skabe afstand til de mere ubehagelige følelser i kroppen.

På den måde kan bekymringer komme til at fungere som en form for mental undgåelse, hvor man – uden at være bevidst om det – undgår at mærke fx usikkerhed, frygt, sårbarhed eller ubehag.

I terapien vil vi derfor arbejde med gradvist at nærme os det, som bekymringerne handler om, og de følelser der er forbundet med dem. Dette kan indebære konkrete øvelser, hvor du træner at blive i de svære følelser uden at flytte opmærksomheden over i bekymringer.

Målet er, at du får erfaring med, at følelserne godt kan være der, uden at de er farlige, og uden at du behøver at “tænke dig væk” fra dem. På den måde bliver bekymringerne mindre nødvendige, og angsten kan gradvist begynde at fylde mindre.

Du skal gradvist konfrontere det, du bekymrer dig om

En vigtig del af behandlingen er også at arbejde med de situationer, du bekymrer dig om eller undgår. Det kan fx være beslutninger, ansvar eller situationer med usikkerhed.

I terapien vil vi gradvist arbejde med at møde disse situationer på en ny måde, så du kan erfare, at du godt kan håndtere usikkerhed og uforudsigelighed, uden at bekymringerne behøver at tage over. Det er dog vigtigt at fremhæve, at dette arbejde kan foregå på mange forskellige måder, og at det er en væsentlig del af terapien at finde den tilgang, der passer bedst til dig.

Behandlingen af generaliseret angst vil typisk indebære flere eller alle af disse strategier, men hvad vi vælger at lægge vægt på, og hvornår strategierne bruges, vil afhænge af dine bekymringer, dine ønsker og dine mål for terapien.

Som autoriseret psykolog og med mange års erfaring med behandling af angst har jeg mulighed for at inddrage de mest relevante teknikker og strategier i vores forløb. Dette vil kunne hjælpe dig til gradvist at slippe bekymringernes greb og skabe mere ro i hverdagen.

Det er nemlig ikke ved at få kontrol over alle fremtidige scenarier, at roen opstår – men ved at ændre måden, du forholder dig til dine tanker og din usikkerhed på. Tag endelig kontakt i dag – jeg står klar til at hjælpe dig videre til et liv, hvor bekymringerne fylder mindre.