Panikangst – professionel behandling af autoriseret psykolog i Lyngby

Panikangst er en intens og ofte pludseligt opstået angstreaktion, hvor kroppen går i alarmberedskab uden at der er reel fare på færde. Under et panikanfald kan man opleve hjertebanken, svimmelhed, trykken for brystet eller en følelse af at miste kontrollen. Selvom symptomerne kan føles meget voldsomme, er de ikke farlige.

For mange mennesker bliver det dog ikke kun selve anfaldet, der er problemet – men frygten for at få et nyt. Når angsten begynder at dukke op i situationer, hvor der ikke er reel fare, og når bekymringen for nye anfald fylder mere og mere i hverdagen, kan panikangst udvikle sig til en tilstand, der begrænser livsudfoldelsen betydeligt.

Hos Koios Psykologhus i Kongens Lyngby tilbyder jeg specialiseret behandling af panikangst med kognitiv adfærdsterapi (KAT). KAT er en veldokumenteret og evidensbaseret terapiform, der hjælper dig med at forstå de mekanismer, der holder angsten i gang – og med at ændre de mønstre, der gør, at den ikke forsvinder af sig selv.

Et forløb hos mig tager altid udgangspunkt i din konkrete oplevelse. Sammen skaber vi overblik over de processer, der vedligeholder angsten, og arbejder med målrettede samtaler og oplevelsesnære øvelser, så du gradvist kan genvinde tryghed og kontrol. Målet er ikke blot at dæmpe symptomerne, men at give dig redskaber til at håndtere angsten på en måde, så den ikke længere styrer dine valg eller din hverdag.

Som autoriseret psykolog med mange års erfaring i behandling af angst hjælper jeg dig videre mod et liv, hvor panikangsten ikke sætter rammerne. Du er meget velkommen til at kontakte mig for at høre mere om mulighederne for behandling.

Hvad er typiske symptomer på panikangst?

Panikangst opstår ofte, når kroppens naturlige alarmsystem bliver aktiveret i situationer, hvor der ikke er reel fare. Det kan føles som om kroppen reagerer voldsomt og pludseligt, selvom du rationelt ved, at du ikke er i livsfare. Over tid kan frygten for selve angsten også blive en væsentlig del af problemet.

Panikangst kan komme til udtryk på forskellige måder. Din oplevelse vil ikke nødvendigvis ligne andres præcist, men der er dog nogle fælles træk, som mange med panikangst kan genkende. Symptomerne viser sig typisk inden for tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd.

Du kan læse mere om de mest almindelige symptomer herunder:

Katastrofetanker og frygt for alvorlig sygdom eller tab af kontrol

Panikangst er i høj grad drevet af bestemte tankemønstre. Når et panikanfald opstår, vil tankerne ofte kredse om, hvad de kropslige symptomer betyder. Mange oplever tanker som: “Tænk hvis jeg får et hjerteanfald”, “Tænk hvis jeg besvimer”, “Tænk hvis jeg mister kontrollen” eller “Tænk hvis jeg bliver sindssyg”.

Disse tanker kan opstå meget hurtigt og føles overbevisende i situationen. I takt med at man bliver mere opmærksom på kroppens signaler, kan man begynde at holde ekstra øje med hjerterytme, vejrtrækning eller svimmelhed. Ofte vil tankerne også begynde at handle om frygten for at få et nyt anfald, og om hvorvidt man kan klare det, hvis det sker igen.

Ubehagelige og intense følelser

Når katastrofetankerne er aktiveret, vil det typisk føre til stærke følelsesmæssige reaktioner. Den mest fremtrædende følelse er intens angst eller panik, men mange oplever også en følelse af hjælpeløshed eller skam over at reagere så voldsomt.

Nogle beskriver en gennemgribende frygt for at miste kontrollen eller for at dø. Andre oplever en vedvarende uro mellem anfaldene, hvor kroppen føles anspændt og sindet konstant er i alarmberedskab.

De kropslige symptomer på panikangst

Panikangst sætter gang i kroppens naturlige kamp-flugt-system. Det kan medføre hjertebanken, trykken for brystet, åndenød, svimmelhed, rysten, sveden, kvalme eller en følelse af uvirkelighed.

Disse kropslige reaktioner er i sig selv ikke farlige, men de kan føles meget voldsomme. For mange bliver de kropslige symptomer netop det, der udløser nye katastrofetanker, hvilket kan forstærke angsten yderligere og skabe en selvforstærkende spiral.

Adfærden er præget af undgåelse og sikkerhed

Når panikangsten former ens tanker, følelser og kropslige reaktioner, vil man ofte begynde at handle på måder, der kan føles hjælpsomme på kort sigt, men som på længere sigt faktisk kan vedligeholde panikangsten.

Det kan fx være, at man undgår bestemte steder eller situationer, hvor man tidligere har haft et anfald. Nogle sørger altid for at sidde tæt på en udgang, have vand eller medicin med sig, eller konstant tjekke kroppen for tegn på nye symptomer. Andre søger hyppig bekræftelse hos læge eller pårørende.

Selvom disse strategier kan give en midlertidig tryghed, kan de samtidig være med til at fastholde oplevelsen af, at angsten er farlig og skal undgås. Det er særligt gennem undgåelse og sikkerhedsadfærd at panikangsten får sin fortsatte energi fra, og derfor er det også vigtigt at arbejde med undgåelse og sikkerhedsadfærd i terapien.

Det er vigtigt for mig som din psykolog at være opmærksom på netop de symptomer og reaktioner, der præger din oplevelse af panikangst. Det gør jeg for at sikre, at jeg kan tilbyde dig den bedst mulige behandling, som er målrettet dine konkrete udfordringer med panikanfald og frygten for dem.

I starten af terapien vil vi sammen forsøge at skabe et klart overblik over  de sammenhænge der er mellem dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger. Dette overblik hjælper os til at forstå, hvordan angsten holdes i gang, og hvilke mønstre der er vigtigst at arbejde med.

Som autoriseret psykolog har jeg stor erfaring med at behandle panikangst ud fra en kognitiv adfærdsterapeutisk ramme, og det er netop denne ramme jeg anvender til at udvælge de mest relevante og hensigtsmæssige strategier i dit forløb. Målet er, at du oplever at få konkret og effektiv hjælp til at reducere din panikangst og genvinde trygheden i din hverdag.

Behandling af panikangst med kognitiv terapi

Det vigtigste for mig, når du starter et forløb op, er, at du oplever min hjælp som så effektiv og brugbar som muligt. Derfor stræber jeg også altid efter at min behandling bliver så målrettet dine specifikke udfordringer som muligt. Dog vil der være nogle generelle behandlingsprincipper jeg gør brug af, idet disse principper har vist sig at være særligt effektive for at håndtere panikangst:

Du skal have et godt overblik over din panikangst

Da mange oplever at panikken og angsten kommer ud af det blå, kan det være en stor hjælp og en stor lettelse at få et helt konkret overblik over de processer der er en del af netop din oplevelse af panikangst. Derfor vil vi i starten af forløbet få skitseret din panikangst, således at du kan genkende tegnene og processerne. Dette vil også ofte give både dig selv og mig nogle gode ideer til hvordan vi skal arbejde videre med panikken.

Du modtager psykoeduation om angst og panikangst

Som et yderligere led i at kunne genkende panikangsten og få et mindre katastrofepræget forhold til angsten, vil jeg give dig den nødvendige og mest relevante viden om angst og panikangst. Dette indebærer blandt andet viden om hjernen, kroppens reaktioner på angst, samt viden om hvordan man bedst behandler panikangst. Denne viden vil danne et solidt fundament for at vi kan arbejde videre med at håndtere panikken på en anden måde end du har været vant til. 

Du skal lære at få et andet forhold til dine katastrofetanker

Igennem overblikket, psykoedukation og eksponering, vil vi arbejde målrettet på at du kan lære at forholde dig anderledes til de katastrofetanker der præger netop din oplevelse af panikangst. På denne måde kan du i højere grad løsrive dig fra disse tankers effekt og dermed begynde at træffe beslutninger som tilgodeser dig selv på længere sigt.

Du kan få brug for at træne din opmærksomhed

I nogle angstlidelser kan det give mening at tilføje noget konkret træning af opmærksomheden. Hvis din oplevelse af panikangst er præget af et hyperfokus på de kropslige symptomer, kan det være relevant at vi bruger helt konkrete øvelser til at styrke din kontrol over din opmærksomhed. Dette gør vi for at gøre dig i stand til, i højere grad at vælge hvordan du vil forholde dig til de kropslige symptomer på.

Du skal lære hvordan du konfronterer angsten og slipper din undgåelse og sikkerhedsadfærd

Den allervigtigste del af al angstbehandling er, at finde måder at konfrontere angsten på. Dette kalder vi eksponering og det betyder, at man søger og møder det, der gør én bange. Som det er nævnt tidligere på denne side, er en stor del af det man er bange for ved panikangst, de kropslige symptomer og deres betydning. En del af eksponeringen vil derfor tage fokus på disse kropslige symptomer. Udover dette vil eksponeringen også indebære, at vi arbejder sammen om at reducere din brug af sikkerhedsadfærd og undgåelsesadfærd, da dette har vist sig særligt effektiv mod panikangst. 

Det er dog vigtigt at fremhæve, at eksponering kan foregå på mange forskellige måder, og at det er en væsentlig del af terapien at finde den rette måde at eksponere på.

Behandlingen af panikangst vil typisk indebære flere eller alle af disse strategier, men hvad vi vælger at lægge vægt på, og hvornår strategierne bruges vil afhænge af din panikangst, dine ønsker og dine mål for terapien. Som autoriseret psykolog og med mange års erfaring med at behandle alle former for angst, har jeg mulighed for at inddrage de mest relevante teknikker og strategier i vores forløb. Dette vil kunne hjælpe dig til hurtigt og effektivt at begynde at udfordre angsten. Det er nemlig ved at udfordre angsten at du kan komme tilbage til at leve det liv du ønsker, og hvor det ikke er angsten der kontrollere hvad du kan og ikke kan. Tag endelig kontakt i dag, jeg står klar til at hjælpe dig videre til et liv hvor angsten ikke fylder for dig.

unsplash