
Social angst er en vedvarende og ofte belastende frygt for at blive vurderet negativt af andre. Det kan være angst for at sige noget forkert, virke usikker, rødme, ryste på stemmen eller på anden måde komme til at fremstå forkert i andres øjne. For mange føles det som at være konstant under lup – selv i helt almindelige sociale situationer.
Angsten kan opstå i specifikke situationer som fx at tale i en gruppe, deltage i møder eller holde oplæg. For andre er frygten mere generel og påvirker alt fra smalltalk og sociale arrangementer til relationer og arbejdsliv. Kroppen reagerer ofte med hjertebanken, rødmen, sveden eller tankemylder. Selvom reaktionerne kan føles meget ubehagelige, er de almindelige angstreaktioner – og de er ikke farlige.
For mange bliver det dog ikke kun selve situationerne, der er svære – men frygten for dem. Bekymringer før sociale begivenheder og selvkritiske tanker bagefter kan komme til at fylde mere og mere. Over tid kan man begynde at undgå bestemte situationer eller holde sig tilbage for at beskytte sig selv. Det giver kortvarig lettelse, men er samtidig med til at fastholde angsten.
Hos Koios Psykologhus i Kongens Lyngby tilbyder jeg specialiseret behandling af social angst med kognitiv adfærdsterapi (KAT). KAT er en veldokumenteret og evidensbaseret terapiform, der hjælper dig med at forstå de mekanismer, der holder angsten i gang – og med at ændre de mønstre, der gør, at den ikke aftager af sig selv.
Et forløb hos mig tager altid udgangspunkt i din konkrete oplevelse. Sammen skaber vi overblik over de processer, der vedligeholder angsten, og arbejder med målrettede samtaler og øvelser, så du gradvist kan opbygge større tryghed i sociale situationer. Målet er ikke blot at reducere symptomerne, men at give dig redskaber til at håndtere angsten, så den ikke længere styrer dine valg.
Som autoriseret psykolog med mange års erfaring i behandling af angst hjælper jeg dig videre mod et liv, hvor social angst ikke sætter rammerne. Du er meget velkommen til at kontakte mig for at høre mere om mulighederne for behandling.
Social angst kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogle oplever primært angst i bestemte situationer – fx når de skal tale foran andre, deltage i møder eller møde nye mennesker. For andre fylder angsten mere generelt i sociale sammenhænge og påvirker både arbejde, studieliv og relationer.
Symptomerne ved social angst består typisk af en kombination af bestemte tankemønstre, følelser, kropslige reaktioner og måder at håndtere sociale situationer på. Mange oplever blandt andet:
Social angst er ofte præget af en stærk bekymring for, hvordan man bliver opfattet af andre. Tankerne kredser typisk om risikoen for at fremstå forkert, utilstrækkelig eller pinlig i sociale situationer. Mange bliver meget opmærksomme på sig selv og forestiller sig, hvordan de tager sig ud i andres øjne.
Det kan føre til tanker som, at andre kan se, at man er nervøs, at man kommer til at sige noget forkert, eller at man virker usikker eller mærkelig. Mange bekymrer sig også om synlige tegn på nervøsitet, som fx at rødme eller miste tråden i en samtale. Efter sociale situationer oplever mange desuden at gennemgå samtaler eller begivenheder igen og igen i tankerne og fokusere på det, de mener gik galt.

Den mest fremtrædende følelse ved social angst er typisk intens nervøsitet eller angst i sociale situationer. For mange opstår angsten allerede i timerne eller dagene før en begivenhed, hvor tankerne begynder at kredse om, hvad der kan gå galt.
Samtidig kan social angst være forbundet med følelser af usikkerhed, skam og frygt for kritik eller afvisning. Hvis angsten har stået på gennem længere tid, oplever nogle også en følelse af nedtrykthed eller modløshed, fordi de føler sig begrænsede i deres sociale liv.

Når man oplever social angst, aktiveres kroppens naturlige alarmberedskab. Det kan give en række fysiske reaktioner, som ofte opleves meget tydeligt i situationen.
Mange mærker for eksempel hjertebanken, rødmen i ansigtet, sveden eller rysten på hænder eller stemme. Andre oplever spænding i kroppen, tør mund, kvalme eller en følelse af at blive helt tom i hovedet. Selvom disse reaktioner kan føles både ubehagelige og pinlige, er de almindelige angstreaktioner og ikke farlige.

For at håndtere angsten begynder mange gradvist at ændre deres adfærd i sociale situationer. Nogle situationer bliver helt undgået, mens man i andre forsøger at kontrollere sig selv meget nøje for at undgå at fremstå forkert.
Det kan for eksempel betyde, at man holder sig tilbage i samtaler, siger mindre end man ellers ville, eller undgår at deltage i sociale arrangementer, møder eller præsentationer. Mange bruger også meget tid på at forberede sig på, hvad de vil sige, eller på at analysere sociale situationer længe efter, at de er slut. Selvom disse strategier ofte giver en kortvarig følelse af lettelse, er de samtidig med til at fastholde angsten på længere sigt.

Det er vigtigt for mig som din psykolog at være opmærksom på netop de symptomer og reaktioner, der præger din oplevelse af social angst. Det gør jeg for at sikre, at jeg kan tilbyde dig den bedst mulige behandling, som er målrettet de situationer og udfordringer, hvor angsten fylder mest i din hverdag.
I starten af terapien vil vi sammen skabe et klart overblik over de sammenhænge, der er mellem dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger i sociale situationer. Dette overblik hjælper os til at forstå, hvordan angsten holdes i gang, og hvilke mønstre der er vigtigst at arbejde med.
Som autoriseret psykolog har jeg stor erfaring med at behandle social angst ud fra en kognitiv adfærdsterapeutisk ramme, og det er netop denne ramme jeg anvender til at udvælge de mest relevante og hensigtsmæssige strategier i dit forløb. Målet er, at du oplever at få konkret og effektiv hjælp til at opbygge større tryghed i sociale situationer.

Det vigtigste for mig, når du starter et forløb op, er, at du oplever min hjælp som så effektiv og brugbar som muligt. Derfor stræber jeg også altid efter at min behandling bliver så målrettet dine specifikke udfordringer som muligt. Dog vil der være nogle generelle behandlingsprincipper jeg gør brug af, idet disse principper har vist sig at være særligt effektive for at håndtere social angst:
Da mange oplever at deres sociale angst er ukontrollerbar og uforståelig, kan det være en stor hjælp og en stor lettelse at få et helt konkret overblik over de processer der er en del af netop din oplevelse af social angst. Derfor vil vi i starten af forløbet få skitseret din sociale angst, således at du kan genkende tegnene og processerne. Dette vil også ofte give både dig selv og mig nogle gode ideer til hvordan vi skal arbejde videre med angsten.
Som et yderligere led i at kunne genkende den sociale angst og få et mindre katastrofepræget forhold til angsten, vil jeg give dig den nødvendige og mest relevante viden om angst generelt og social angst specifikt. Dette indebærer blandt andet viden om hjernen, kroppens reaktioner på angst, samt viden om hvordan man bedst behandler social angst. Denne viden vil danne et solidt fundament for at vi kan arbejde videre med at håndtere angsten på en anden måde end du har været vant til.
De fleste der oplever angst i sociale situationer vil kunne fortælle at deres fokus og opmærksomhed typisk vendes indad, dvs. man bliver meget optaget af bestemte tanker, følelser eller kropslige fornemmelser. Dette skaber ofte yderligere problemer, da man dermed får sværere ved at at være tilstede og reagere hensigtsmæssigt i den sociale situation. Derfor vil vi sammen træne din opmærksomhed, således at du bliver bedre i stand til at vælge hvor du vil lægge dit fokus i de sociale situationer.
Den allervigtigste del af al angstbehandling er, at finde måder at konfrontere angsten på. Dette kalder vi eksponering og det betyder, at man søger henimod og møder det, der gør én bange. For social angst vil det typisk involvere bestemte sociale situationer, eller bestemte udfordringer der opstår i sociale situationer. Dette kunne fx være oplæg, at bruge small talk eller at dele mere personlig information med andre. Udover dette vil eksponeringen også indebære, at vi arbejder sammen om at reducere din brug af sikkerhedsadfærd og undgåelsesadfærd, da dette har vist sig særligt effektiv mod social angst.
Det er dog vigtigt at fremhæve, at eksponering kan foregå på mange forskellige måder, og at det er en væsentlig del af terapien at finde den rette måde at eksponere på.
Igennem overblikket, psykoedukation og eksponering, vil vi arbejde målrettet på at du kan lære at forholde dig anderledes til de katastrofetanker og bekymringer der præger netop din oplevelse af social angst. På denne måde kan du i højere grad løsrive dig fra disse tankers effekt og dermed begynde at træffe beslutninger som i højere grad kan bringe dig derhen hvor du ønsker at være i dit liv.
Behandlingen af social angst vil typisk indebære flere eller alle af disse strategier, men hvad vi vælger at lægge vægt på, og hvornår strategierne bruges vil afhænge af din sociale angst, dine ønsker og dine mål for terapien. Som autoriseret psykolog og med mange års erfaring med at behandle alle former for angst, har jeg mulighed for at inddrage de mest relevante teknikker og strategier i vores forløb. Dette vil kunne hjælpe dig til hurtigt og effektivt at begynde at udfordre angsten. Det er nemlig ved at udfordre angsten at du kan komme tilbage til at leve det liv du ønsker, og hvor det ikke er angsten der kontrollerer hvad du kan og ikke kan. Tag endelig kontakt i dag, jeg står klar til at hjælpe dig videre til et liv hvor angsten ikke fylder for dig.