
Vrede er en naturlig følelse vi alle kender til og som ofte kan beskytte os hvis den dukker op i relevante situationer. Men hvis du oplever, at du har svært ved at styre din vrede eller hurtigt bliver vred, kan vreden skabe problemer i dine relationer og for dit eget velbefindende. Hos Koios Psykologhus tilbyder jeg effektiv kognitiv adfærdsterapi (KAT) for at hjælpe dig med vredeshåndtering således at du kan lære, at reducere dine vredesudbrud. Når vrede bliver problematisk kan den vise sig i hyppige skænderier, voldsom frustration og en følelse af at miste kontrollen. Tankerne vil ofte handle om respekt og retfærdighed og efter vredesudbruddet kan tankerne køre i ring om episoden, hvilket ofte bidrager til mere frustration og irritation. Som led i min behandling af vrede, vil vi fokusere på at identificere og skabe perspektiv på de tankemønstre og den adfærd, der udløser og forværrer din vrede. Jeg tilbyder dig strukturerede samtaler, et trygt og empatisk rum samt praktiske øvelser hvor du lærer at forstå din vrede og handle på den, på nye og mere hensigtsmæssige måder. Som autoriseret psykolog med mange års erfaring og indgående kendskab til vredeshåndtering, vil jeg arbejde tæt sammen med dig for at tilpasse terapien til netop dine ønsker, behov og mål, således at du hurtigt føler en positiv forandring og en motivation for at arbejde videre. Kontakt mig i dag for at høre mere om min terapi mod vrede, således at du kan tage det første skridt mod et roligere og mere kontrolleret liv.
Problemer med vrede kan komme til udtryk på forskellige måder, men der er ofte nogle ligheder og fællestræk, som man kan gøre tydelige, når man inddeler oplevelsen i forskellige elementer. Det er ofte denne inddeling jeg bruger i min terapi mod vrede, da det giver et godt overblik over vredens processer:
Der kan være mange forskellige slags tanker, der gør én vred, men det allermest almindelige er tanker om, at andre har gjort noget mod én med en negativ intention. Mere konkret kan tankerne så omhandle uretfærdighed, dvs. at andre har behandlet én uretfærdigt. Tankerne kan også handle om hensynsløshed eller ubetænksomhed, dvs. at andre har handlet på en måde, der viser, at de er hensynsløse eller ubetænksomme. De fleste vil opleve disse tanker, som et udtryk for en (social) trussel.

Den primære følelse er vrede. Det er dog almindeligt, at denne følelse opleves på forskellige måder - nogen gange som irritation, andre gange som raseri. Man kan opleve at vreden er svær at styre og at den kommer hurtigt og pludseligt. Det er dog også meget almindeligt, at man efter et vredesudbrud oplever andre følelser som skyld og skam.

Vredens fysiologiske reaktioner ligner til forveksling angstens, idet vreden skal forberede kroppen på at kæmpe. Dette indebærer typisk en øget puls, svedige håndflader, at hjertet banker hurtigere, at kroppen skaber varme og en snurrende fornemmelse, særligt i hænder og fødder. Alle disse kropslige reaktioner er uden for ens egen kontrol, da kroppen skal reagere med en masse energi fordi hjernen oplever situationen som truende.

Problematisk vrede er forbundet med særligt to former for adfærd. Den ene adfærd er en indre adfærd, dvs. man forsøger at undertrykke vreden, kontrollere den eller skubbe den væk. Dette kan fx komme til udtryk ved, at man forlader situationer eller bliver mere stille og indadvendt. Den anden type adfærd er mere udadvendt, og måske det, man typisk forbinder med vrede. Denne adfærd kan ofte kaldes mere aggressiv og indebærer typisk, at man råber, hæver stemmen, fremstår med et truende kropssprog, eller bruger ord, man normalt ikke ville bruge (bandeord, nedladende/nedgørende ord), typisk rettet mod den, som vreden er rettet mod. De fleste oplever, at begge adfærdsformer kan dukke op, men at det kan afhænge af, hvem man er sammen med, og hvor man befinder sig.

Disse forskellige symptomer på vrede er vigtige for mig at holde øje med, når jeg skal give dig den bedst mulige hjælp til din vredeshåndtering. I starten af terapien vil vi i fællesskab danne et overblik over og sammenhæng mellem disse forskellige dele af dine oplevelser med vreden. Dette overblik vil hjælpe mig til at udvælge de mest centrale strategier, således at du på den mest effektive måde kan få reduceret din vrede, således at andre meningsfulde ting kan få dit fokus. Som autoriseret psykolog har jeg stor erfaring med at give terapi mod vrede ud fra en kognitiv adfærdsterapeutisk ramme og det er netop denne ramme jeg bruger til at udvælge strategier og teknikker i min behandling af vrede.

Det vigtigste for mig er, at du oplever vores samtaler og behandlingen som effektiv og hjælpsom. Det er lige så vigtigt at du føler, at de strategier og teknikker vi bruger faktisk hjælper dig til håndtere din vrede på en mere hensigtsmæssig måde. Min behandling af vrede tager selvfølgelig udgangspunkt i dine specifikke udfordringer, men der er nogle centrale behandlingsstrategier jeg ofte gør brug af, fordi de har vist sig særligt effektive til vredeshåndtering:
I starten af vores forløb vil vi sammen bruge tid på at få et godt overblik over hvilke processer og triggere der udgør netop din oplevelse af vreden. Vi vil sammen lave en personlig model for dine udfordringer således at du bedre kan overskue hvad disse triggere og processer er, hvilket ofte hjælper til at få noget indblik og distance til tankerne og følelserne. Modellen hjælper også mig til at udvælge de konkrete strategier der skal hjælpe dig til at håndtere din vrede på en mere hensigtsmæssig måde.
Det er en meget vigtig del af enhver vredesbehandling, at du som klient modtager den mest nyttige information og viden om vrede, herunder hvad vrede er, hvad den motiverer til, og hvordan nervesystemet bidrager til vrede. Denne viden er enormt vigtig som et led i at skabe motivation for resten af vredesbehandlingen. Denne viden bidrager typisk også til, at du kan begynde at observere dine vredesudbrud med mere distance og perspektiv.
Det er meget almindeligt, at man i vredesbehandling fokuserer på de tanker, der er med til at vække vreden. Det er en vigtig del af terapien at man begynder at kunne observere de tanker der udløser vreden. Herfra vil vi sammen øve forskellige kognitive teknikker til at få et andet perspektiv på din måde at tænke på, først i terapilokalet og derefter i dine vante omgivelser. På denne måde kan vi øge distancen til tankerne og dermed få lidt mere plads til at håndtere vreden og situationen anderledes.
Vrede er en naturlig og hensigtsmæssig reaktion i de rigtige situationer, og derfor er målet med behandlingen ikke, at vi skal fjerne din vrede. I stedet skal du øve dig i nye strategier til at håndtere din vrede på. Dette kan være at øve dig i at udtrykke vrede på en mere hensigtsmæssig måde eller at forsøge at lære teknikker til at reducere vredens intensitet, således at du er i stand til at håndtere situationen bedre.
Disse strategier skal selvfølgelig matches til dine erfaringer med din vrede samt til dine ønsker og målsætninger for terapien. I kraft af min uddannelse som autoriseret psykolog samt min store erfaring med at hjælpe andre klienter med vredesproblemer, kan jeg netop udvælge de mest centrale strategier, således at du hurtigt kan opleve en forbedring i din livskvalitet og i dine relationer. Du må endelig tage kontakt allerede i dag, således at du kan høre mere om mig og min måde at hjælpe på, og således at du hurtigt og effektivt kan få hjælp til vredeshåndtering, og begynde at leve mere det liv du ønsker at leve.