Vrede er en helt normal følelse, som alle mennesker oplever fra tid til anden. Vreden har en vigtig funktion og hjælper os blandt andet med at reagere, når vi oplever, at vores grænser bliver overskredet, at vi bliver behandlet uretfærdigt, eller at noget vigtigt for os er truet.
At opleve vrede er derfor ikke i sig selv et problem. Problemer med vrede kan derimod opstå, hvis vreden bliver meget intens eller hyppig, hvis den opstår i situationer, hvor reaktionen ikke står mål med det, der er sket, eller hvis vreden fører til handlinger, som skaber problemer for én selv eller andre.
Der er ikke én bestemt årsag til, at man udvikler problemer med vrede. Vredesproblemer udvikler sig typisk som et resultat af, at flere forskellige faktorer påvirker hinanden. Nogle af disse faktorer kan handle om vores biologiske forudsætninger og personlighed, mens andre kan handle om vores opvækst, tidligere erfaringer og det, vi gennem livet har lært om os selv og andre mennesker.
Der kan være mange forskellige grunde til, at man udvikler problemer med vrede, og årsagerne vil ofte være forskellige fra person til person. Forskningen peger dog på en række faktorer, som kan have betydning for udviklingen af vredesproblemer.
Vores biologiske forudsætninger kan have betydning for, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt på de situationer, vi møder. Det betyder ikke, at vores gener bestemmer, hvor vrede vi bliver, eller om vi udvikler problemer med vrede. Genetiske faktorer kan derimod have betydning for nogle af de egenskaber, som påvirker vores måde at reagere på.
Det kan eksempelvis handle om forskelle i impulsivitet, temperament og frustrationstolerance. Nogle mennesker reagerer hurtigere og kraftigere følelsesmæssigt end andre, ligesom der kan være forskel på, hvor godt vi tolererer at blive frustrerede eller forhindret i at gøre noget, vi gerne vil.
Vores aktuelle fysiske tilstand kan også påvirke, hvor let vreden bliver aktiveret. Forskning peger eksempelvis på, at fysisk ubehag kan øge tilbøjeligheden til vrede. Det kan være smerter, træthed eller sult. Sådanne tilstande er ikke i sig selv årsagen til længerevarende problemer med vrede, men de kan være med til at sænke tærsklen for, hvornår vi reagerer vredt.
Vores opvækst og relationer til omsorgspersoner kan også have betydning for udviklingen af problemer med vrede.
Vi lærer blandt andet gennem vores opvækst, hvordan konflikter håndteres, hvordan man reagerer, når man bliver frustreret, og hvordan forskellige følelser kan komme til udtryk. Hvis man eksempelvis er vokset op med omsorgspersoner, der selv har brugt vrede, råben eller aggressiv adfærd som en måde at håndtere konflikter på, kan man have lært nogle af de samme strategier.
Det betyder selvfølgelig ikke, at man nødvendigvis udvikler problemer med vrede, fordi ens forældre selv havde et voldsomt temperament. Men vores erfaringer gennem opvæksten kan være med til at forme de strategier, vi senere tager med os ind i vores egne relationer.
De værdier og principper, vi er blevet opdraget med, kan også have betydning. Hvis eksempelvis retfærdighed, respekt eller hensynsfuldhed har fået stor betydning for os, kan vi også blive særligt opmærksomme på situationer, hvor vi oplever, at andre mennesker bryder med disse principper.
Det er ikke i sig selv et problem at lægge vægt på retfærdighed eller respekt. Men det kan have betydning for, hvilke situationer vi bliver særligt følelsesmæssigt påvirkede af, og dermed også hvilke situationer der lettere kan vække vores vrede.
Vrede opstår ofte som en reaktion på noget, vi oplever som truende. Det kan selvfølgelig være en fysisk trussel, men langt oftere handler det om det, der sker mellem os og andre mennesker (læs mere her).
Vi kan eksempelvis blive vrede, hvis vi oplever, at andre behandler os uretfærdigt, ikke tager hensyn til os, kritiserer os, ignorerer os eller forsøger at udnytte os. Forskningen beskriver derfor vrede som en følelse, der ofte opstår som reaktion på en oplevet social trussel.
Nogle gange er truslen meget tydelig. Hvis et andet menneske truer os eller overskrider vores grænser, giver det god mening, at vi reagerer med vrede. Andre gange er det i højere grad den betydning, vi tillægger den anden persons handlinger, som gør, at situationen opleves truende.
Hvis ens partner eksempelvis ikke har ryddet op efter sig, kan situationen opleves som mere end blot irritation over rodet. Det kan blive fortolket som et tegn på: "Du tager ikke hensyn til mig" eller "Du respekterer mig ikke." På samme måde kan kritik, afvisning eller det at blive overset opleves som en trussel mod vores følelse af at være respekteret eller betydningsfuld.
Vores tidligere erfaringer kan være med til at forme, hvilke former for trusler vi bliver særligt opmærksomme på. Har man tidligere oplevet eksempelvis at blive ydmyget, kritiseret, overset eller behandlet uretfærdigt, kan man blive mere følsom over for situationer, der minder om disse erfaringer.
Det kan være med til at forklare, hvorfor den samme situation kan udløse meget forskellige vredesreaktioner hos forskellige mennesker.
Problematisk vrede kan også optræde som en del af andre psykiske problemer. I sådanne tilfælde kan vreden eller irritabiliteten være ét blandt flere symptomer frem for det primære problem i sig selv.
Det er eksempelvis ikke ualmindeligt at opleve øget irritabilitet eller vrede i forbindelse med en depressiv periode. Vrede kan også optræde i forbindelse med bipolar lidelse eller posttraumatisk stress (PTSD).
Det betyder ikke, at problemer med vrede nødvendigvis er tegn på en psykisk lidelse. Mange mennesker søger hjælp til deres vrede uden at have en anden psykisk diagnose. Det vigtige er derfor at forsøge at forstå, hvilken funktion vreden har hos den enkelte, og om den skal forstås som et selvstændigt problem eller som en del af nogle bredere psykiske udfordringer.
Når man oplever problemer med vrede, er det meget naturligt at være optaget af spørgsmålet: Hvorfor reagerer jeg så ofte med vrede?
Det kan være hjælpsomt at forstå nogle af de erfaringer og faktorer, der har været med til at forme den måde, man reagerer på i dag. Men det er samtidig vigtigt at skelne mellem de faktorer, der oprindeligt kan have bidraget til udviklingen af vredesproblemer, og de faktorer, der i dag er med til at holde problemerne ved lige.
Ingen psykologisk behandling kan ændre vores fortid, vores opvækst eller vores biologiske forudsætninger. Derfor er årsagerne til udviklingen af problematisk vrede heller ikke det primære fokus i kognitiv adfærdsterapi.
I behandlingen vil vi i stedet være optagede af at identificere de tanke- og handlemønstre, som i dag kan være med til at vedligeholde problemerne. Det kan eksempelvis handle om, hvordan man fortolker andre menneskers handlinger, hvordan man reagerer på følelsen af vrede, og hvad man efterfølgende gør for at håndtere situationen.
Når vi får øje på disse mønstre, får vi samtidig øje på nogle af de steder, hvor det faktisk er muligt at skabe forandring.
Læs mere om de faktorer, der kan vedligeholde problemer med vrede.