Misofoni (en specifik form for lydfølsomhed) er et relativt nyt begreb der dækker over nogle bestemte reaktioner man kan have på særlige lyde (mest almindeligt er lyde der stammer fra andre mennesker, særligt centreret omkring mund, svælg og næse). Disse reaktioner er ofte kraftige og indebærer følelser af vrede, irritation, frustration og afsky. Dette medfører typisk varierende grad af udadreagerende adfærd som kan skabe problemer i familien, parforholdet eller i venskaber. Hvis du er pårørende til én der er udfordret af misofoni, kan der være nogle ting du med fordel kan være opmærksom på.

Vid hvad der lægger bag reaktionerne

Rigtig mange med misofoni bliver mødt af deres nærmeste med en uforståenhed og en holdning om, at de bør tage sig sammen og ikke overreagere. Men dette svare lidt til at man siger til én med sukkersyge, at de bør tage sig sammen og bare spise sukker fordi man selv kan. Desværre fungerer det ikke helt sådan.

Misofoni er ikke et tilvalg, en svaghed eller et spørgsmål om at være sensitiv generelt. I stedet er man nødt til at forstå, at misofoni er et udtryk for at hjernens alarmberedskab er tunet for kraftigt ind på lydende. Den neurologiske forskning i misofoni har afdækket hvordan hjernens opmærksomhedscenter, det auditive cortex (det område der bearbejder indkommende lydsignaler) samt amygdala (hjernens alarmcentral) har udviklet for kraftige forbindelser til hinanden. Dette medfører simpelthen, at bestemte lydsignaler (triggerlydende) nemmere passere igennem, får primært fokus af opmærksomheden og samtidig aktivere et alarmberedskab, særligt kamp-responsen i kamp-flugt reaktionen.

Da disse områder i hjernen til sammen varetager vores sikkerhed og beskyttelse, skal vi ikke have bevidst kontrol over dem, og derfor er det heller ikke muligt for en misofoniker at styre de indledende reaktioner, og slet ikke uden at vide hvilke andre strategier man kan gøre brug af. For dig som pårørende er det derfor vigtigt at vide, at personen der er udfordret med misofoni ikke reagere sådan fordi de er svage, men slet og ret fordi deres hjerne har fået etableret et for stærkt alarmberedskab på disse lyde. Og vel at mærke, er dette uden for personens kontrol.

Udvis forståelse og hjælp med at sætte ord på følelser og tanker

Det er derfor vigtigt at du som pårørende – med ovenstående viden i bagagen – forsøger at udvise forståelse for, at det er sådan personen reagerer. Prøv at se om du kan rumme og acceptere de følelser som den anden har, når de bliver trigget, hvor svært dette end måtte være. Prøv at se om du kan finde din egen måde at relaterer sig til udfordringen på, fx ved at huske dig selv på bestemte lyde du heller ikke bryder dig om (fx negle på en tavle, gentagne bippelyde osv.) og så huske, at dette er en proces der sker for væsentligt mere almindelige lyde for den med misofoni.

At møde en med misofoni med forståelse og accept er dog ikke det samme som at du bare skal føje dig, og tage i mod alverdens skældsord eller vrede. I stedet kan du – med den andens tilladelse – prøve at få personen til at sætte nogle flere ord på følelserne og tankerne der dukker op, og prøve at se om du kan have forståelse for dette. Det er meget almindeligt at dem der har udfordringer med misofoni også føler en stor skam og skyld over at have det sådan, samt en følelse af, at stå meget alene med det. Den bedste måde du kan hjælpe på er derfor ved at prøve at skabe en stemning af, at personen gerne må sætte ord på sine tanker og følelser uden at dette skaber en masse problemer og konflikter. Dette kræver selvfølgelig øvelse og tålmodighed, og er helt klart lettere sagt end gjort.

Støt personen i at bryde med undgåelsen

En anden hensigtsmæssig måde du kan støtte på, er ved at hjælpe personen med misofoni til at øve sig i at bryde med sin undgåelse af triggere og situationer hvor triggere opstår.

Undgåelse er så at sige noget af det som misofoni lever af, og derfor er det enormt vigtigt for personen der har udfordringer at udvikle modet til at bryde med undgåelsens mønster. Men dette kræver en villighed til at konfrontere noget der aktivere svære følelser i personen. Derfor kan du forsøge, efter bedste evne, at støtte personen i at undgå mindre. Er du fx forældre til et barn med misofoni kan du med fordel lave nogle klare rammer for barnet for, hvor længe de skal prøve at eksponere sig for lydende, men også klare rammer for hvornår det er okay at trække sig. Hvis I har fået for vane at høre musik mens I spiser, så kunne en anden måde være at lave løbende aftaler med personen om at skrue ned for musikken i perioder, eller helt at prøve at stoppe med at bruge musik, hvis altså personen er villig og klar til at prøve.

 Vil du vide mere om misofoni kan du også læse dette blogindlæg

Og jeg står selvfølgelig klar til at tilbyde min hjælp hvis du som pårørende skulle have brug for mere indgående hjælp til at håndtere situationen omkring misofoni. Kontakt mig her.