Det er en helt almindelig del af det at være i et tæt, romantisk forhold at man oplever udfordringer fra tid til anden. Alle par har konflikter, både forbipasserende samt konflikter der er tilbagevendende. Ingen mennesker oplever at være i et fuldstændig uproblematisk og konfliktfrit forhold. Konflikter, udfordringer og kriser er en hel normal del af alle forhold fordi de udtrykker vores forskelligheder, forskellige behov samt hvad der ellers sker i vores liv. Men nogle gange oplever par kriser der er så forstyrrende eller har konflikter der er så hyppigt tilbagevendende at det kan give mening at få professionel hjælp og det er her det kan give mening at starte i parterapi.
Hvorfor kan det være vigtigt at starte i parterapi?
Der er nu tilpas meget forskning der peger på, at vores tilfredshed med vores parforhold har stor indflydelse på vores velvære og vores generelle livstilfredshed. Altså, jo mere tilfredse vi er i vores parforhold, desto mere tilbøjelige er vi også til at opleve, at vores liv er meningsfuldt. Omvendt, peger forskningen også på, at der er en sammenhæng mellem vores psykiske udfordringer og parforholdet. F.eks. kan en depression forværres af et øget konfliktniveau i parforholdet, og omvendt kan en depression bidrage til mindre tilfredshed i parforholdet. Det kan derfor være vigtigt at starte i parterapi af flere årsager, idet tilfredsheden med ens parforhold er vigtigt for vores generelle velvære og for eventuelle psykiske udfordringer man måtte opleve.
Det kan i denne sammenhæng være vigtigt at sige, at det ikke kun kan være vigtigt at starte i parterapi hvis parforholdet er i dyb krise, eller man overvejer at gå fra hinanden. Det er min erfaring at mange par har rigtig god gavn af at få talt om de tilbagevendende udfordringer de har, og lære nye måder at håndtere deres udfordringer på. På den måde kan man måske sammenligne det lidt med at gå til tandlægen: Det kan give god mening at få tjekket sine tænder jævnligt, og ikke kun når man har huller i alle tænderne. På samme måde med at starte i parterapi: Det kan faktisk bidrage til at styrke forholdet mellem jer, og ikke kun som en sidste udvej når I overvejer om I overhovedet skal være sammen længere.
Måske, dette indlæg også er relevant for jer: Hvornår skal man søge parterapi? - Tegn på at jeres parforhold har brug for støtte
Hvordan kan parterapi hjælpe os?
Der findes mange forskellige former for parterapi, men den som jeg praktiserer, er først og fremmest baseret på kognitiv adfærdsterapi. Fokus er derfor både på tanker, følelser og adfærd som bidrager til de tilbagevendende udfordringer imellem jer.
I starten af et forløb er fokus på, at etablere en god alliance imellem os, så I begge føler at vi er sammen om at styrke jeres forhold. Det skal nemlig helst ikke være sådan at den ene part i forholdet føler at terapeuten er mere på den anden parts side. I den forbindelse starter forløbet med at skabe en fælles forståelse for de tilbagevendende mønstre I oplever. Her vil vi udforske jeres forskelligheder samt de tematikker som ofte dukker op når I befinder jer midt i udfordringerne. Disse tematikker vil ofte påvirke den måde I interagere med hinanden på når konflikterne udspiller sig, og det er vigtigt at blive bevidst om disse tematikker og hvordan de påvirker jeres tanker, følelser og adfærd. Denne bevidsthed om jeres mønster har også den fordel at den kan give jer en oplevelse af, at I er sammen om at løse et fælles problem, nemlig mønsteret. Hermed undgår vi også at ansvaret for problemet kun placeres hos én af jer. Problemer i parforholdet er aldrig den ene parts skyld, ansvaret er altid delt.
Med denne øget bevidsthed bliver det muligt at udforske nye måder at håndtere jeres problemer på. Dette vil næsten altid involvere konkrete øvelser i terapilokalet samt uden for terapilokalet, og disse øvelser involvere næsten altid nye måder at tale sammen på. Derfor bliver fokus på jeres kommunikation væsentlig i parterapien. Hvordan disse øvelser vil se ud, vil afhænge af jeres konkrete udfordringer og mønstre.
Et andet element i parterapi er også at skabe direkte forandring i jeres adfærd. Det er dog ofte sådan at dette element først kommer senere i forløbet, da denne strategi ofte er noget man vil have prøvet før man søger professionel hjælp, og ofte uden den store succes. Det er derfor vigtigt, at man er i stand til at forstå mønsteret, udtrykke sine tanker og følelser til den anden, mens den anden lytter opmærksomt, før man begynder at prøve at skabe direkte forandring i ens adfærd.
Jeg har stor erfaring med at hjælpe par med deres tilbagevendende mønstre og jeg vil med glæde gerne hjælpe jer hvis I tænker at det kunne gavne jer, at starte i parterapi. I skal være meget velkomne til at kontakte mig her, så vi kan aftale nærmere om at opstarte et forløb.

