Tinnitus er en helt normal oplevelse for mange, men for nogle bliver tinnitus så belastende, at det påvirker deres livskvalitet og humør. Belastningen kan blive så stor, at man kan tale om egentlig tinnitus stress, hvor nervesystemet konstant er i alarmberedskab pga. af den indre lyd som tinnitus er. Dette medfører et væld af ubehagelige symptomer, såsom anspændthed, angst, konstant uro, bekymringer, håbløshed samt et konstant fokus på lyden. Alt dette medfører typisk, at man stopper med rare og betydningsfulde aktiviteter (såsom arbejde, hobbyer og sociale relationer) og dermed afskærer man sig også fra vigtige kilder til glæde og livskvalitet som kan fungere som et værn mod tinnitussen. Så hvordan kan kognitiv adfærdsterapi (KAT) hjælpe mod tinnitus stress?

Kognitiv adfærdsterapi hjælper dig til, at engagere dig i dit liv på ny

De to vigtigste perspektiver i KAT er, at vi kan skabe forandring i vores liv gennem handling og gennem et skift i perspektiv. Dette skift i perspektiv kan man enten søge gennem direkte og konkrete strategier, men nogle gange sker det også ved aktivt at handle anderledes. Det er netop dette handlingsperspektiv der er meget centralt i arbejdet med tinnitus og den stress og belastning det medfører. Fordi tinnitus nu opleves som en konkret og nærværende trussel, begynder man også at indrette sit liv efter den. Man undgår ting man før brugte tid på, man skåner sig selv, sin energi og sin hørelse og man bruger store dele af sine ressourcer på at være opmærksom på tinnitussen og på ens symptomer.

Og resultatet af alt dette er, at man langsomt stopper med at engagere sig i sit liv og dermed daler ens livskvalitet også. Men denne proces kan heldigvis vendes om gennem konkrete handlinger og adfærd. Det vil typisk involvere, at man systematisk begynder at engagere sig i aktiviteter, både små og store, som man før fandt behagelige, meningsfulde og centrale for ens liv. Ved at engagere sig i sit liv på ny - på trods af tinnitussen - vil man typisk også få bekræftet, at man kan leve et liv med tinnitus, men hvor der også er plads til glæde og meningsfuldhed.

Kognitiv adfærdsterapi kan hjælpe dig til at lære at leve med tinnitus og øge accepten af den

Som nævnt virker KAT også gennem muligheden for at skifte perspektiv på sin livssituation. Noget af det som virkelig kan øge stressen og belastningen ved tinnitus er et grundlæggende og forståeligt ønske om at tinnitussen forsvinder helt. Og dette ønsker skaber ofte det man kunne kalde et ”giftigt” håb. Det "giftige" ligger i, at man pt. ikke har nogen behandling der kan fjerne tinnitus helt, og dermed bliver det et problem i sig selv at søge et liv hvor tinnitussen er væk, idet dette mål med en vis sandsynlighed er uopnåeligt.

Det perspektivskifte der derfor ofte må øves, er et perspektiv der vil involvere en grundlæggende accept af tinnitussens tilstedeværelse. Dette perspektiv kræver mere end blot at sige til sig selv eller til andre, at man har accepteret at man har tinnitus (hvilket mange klienter allerede gør). Accept er et perspektiv der involverer mere end blot ord og tanker, det er et perspektiv der kræver, at man handler anderledes og øver sig i, at være villig til at være til stede med tinnitussen uden at forsøge at ændrer den.

Kognitiv adfærdsterapi for tinnitus-stress i Storkøbenhavn

Jeg tilbyder en evidensbaseret tilgang til KAT i mine lokaler i Kongens Lyngby. Min tilgang har netop til formål at hjælpe dig der er ramt af tinnitus-stress med at engagere dig i dit liv på ny og lære at acceptere tinnitussen. Gennem en skræddersyet behandling der tager højde for netop dine specifikke udfordringer, kan jeg hjælpe dig med at komme nærmere et liv med tinnitus hvor lyden ikke står i vejen for din livskvalitet og det meningsfulde i din tilværelse.

Hvis du ønsker at starte et forløb med KAT hos mig, må du meget gerne kontakte mig her.