Kognitiv adfærdsterapi, ofte forkortet KAT og på engelsk CBT (Cognitive Behavioral Therapy), er en evidensbaseret terapiform, hvor der arbejdes med sammenhængen mellem vores tanker, følelser og handlinger.
For mig er kognitiv adfærdsterapi først og fremmest en terapiform, der sætter erfaring og læring i hovedsædet. De fleste mennesker kommer ikke i terapi uden allerede at have forsøgt at håndtere deres udfordringer. Man har faktisk prøvet at gøre noget, men oplever måske alligevel gang på gang at ende i den samme situation og have svært ved at komme videre.
Det er også derfor, idéen om den onde cirkel er så central i meget af det arbejde, jeg laver. I terapien forsøger vi at forstå, hvad der holder cirklen i gang, og hvordan du gennem nye handlinger og erfaringer kan lære noget nyt og begynde at bevæge dig i en mere hensigtsmæssig retning.
Ordet kognitiv henviser til vores tænkning og tankeprocesser. En grundlæggende idé i kognitiv terapi er, at den måde, vi tænker om os selv, andre mennesker og verden omkring os på, har stor betydning for både vores følelser og handlinger. Lidt metaforisk kan man sige, at vores tanker kan få en krog i vores følelser og handlinger. Vi kan blive bange, når vi tænker bestemte ting, blive vrede på baggrund af vores fortolkning af andre menneskers adfærd eller komme til at træffe beslutninger, som faktisk går imod vores egne værdier.
Det betyder ikke, at kognitiv terapi blot handler om at ændre negative tanker til positive. Negative tanker kan både være relevante og indeholde vigtig information. Det interessante er derfor snarere, om vores måde at tænke og forholde os til vores tanker på hjælper os i forhold til det liv, vi gerne vil leve.
Begreberne kognitiv terapi og kognitiv adfærdsterapi bruges ofte om hinanden. Kognitiv terapi har traditionelt haft et særligt fokus på vores tanker og måden, vi forholder os til dem på, mens kognitiv adfærdsterapi i højere grad fremhæver arbejdet med både tanker og handlinger. I praksis arbejder jeg med begge dele afhængigt af den enkelte klients udfordringer.
Adfærden spiller en central rolle i kognitiv adfærdsterapi, fordi vi ofte kan skabe forandring ved at begynde at gøre noget anderledes. Det kan være svært direkte at beslutte sig for at tænke eller føle anderledes. Men vi kan ændre vores handlinger og derigennem skabe mulighed for nye erfaringer og ny læring.
Ved angst kan det eksempelvis handle om gradvist at konfrontere noget, man er bange for, frem for at undgå det. På den måde kan man erfare, at situationen måske ikke er så farlig som forventet, at man faktisk godt kan håndtere den, eller at risikoen for det, man frygter, ikke er særlig stor.
Ved depression kan det i stedet handle om gradvist at komme i gang med aktiviteter, som giver en oplevelse af glæde eller mestring, men som man måske er begyndt at undgå eller helt er stoppet med.
På den måde behøver den kognitive forandring ikke altid begynde med tankerne. Nogle gange lærer vi noget nyt, netop fordi vi gør noget nyt.
Et forløb vil typisk begynde med, at vi sammen forsøger at skabe et overblik over de udfordringer, du ønsker hjælp til. Gennem samtale, modeller og ofte ved at tegne tingene op på tavlen undersøger vi, hvilke processer der er en del af problemet, hvad der kan være med til at holde det ved lige, og hvad det kunne give mening at arbejde med.
Herefter bliver terapien typisk mere aktiv. Afhængigt af dine udfordringer kan vi arbejde med konkrete strategier og handlinger, nye måder at forholde sig til tanker på, regulering af følelser eller med at prøve noget anderledes af i praksis.
De metoder og strategier, jeg anvender, tager udgangspunkt i psykologisk forskning i, hvad der kan skabe forandring ved forskellige psykiske problemer. At jeg arbejder evidensbaseret betyder ikke, at én bestemt metode virker for alle. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i metoder, der er forskningsmæssigt belæg for, og tilpasser dem til dig og de udfordringer, du kommer med.
I begyndelsen vil du ofte opleve, at jeg tager en del af styringen og hjælper med at skabe retning i terapien. Efterhånden er det imidlertid vigtigt for mig, at du får mere ansvar for både at vælge de næste skridt og skabe forandringer i dit eget liv.
Hvis du går i terapi 50 minutter én gang om ugen, lever du alle ugens resterende timer uden for terapilokalet. Jeg tror derfor ikke på, at større forandringer alene kan skabes i den tid, vi sidder sammen.
Du skal derfor regne med, at kognitiv adfærdsterapi hos mig også indebærer, at du prøver ting af mellem samtalerne. Nogle gange vil det være noget, vi konkret har aftalt. Andre gange oplever jeg, at klienter efterhånden selv får mod på at eksperimentere, gøre noget anderledes eller bruge noget fra terapien i deres hverdag.
Det er samtidig vigtigt for mig, at terapi ikke kun bliver et spørgsmål om teknikker og strategier. Før vi begynder at arbejde aktivt med forandring, skal vi have en tilstrækkelig forståelse af de udfordringer, du står med.
At gå i terapi handler derfor både om at blive lyttet til og forstået og om at være villig til at arbejde aktivt med sine udfordringer. Forandring er ikke altid øjeblikkeligt lettende, og nogle gange kan det være svært og kræve både arbejde og motivation.
Målet er, at du gennem nye erfaringer, ny viden og ny læring gradvist bliver bedre i stand til at håndtere dine udfordringer, hjælpe dig selv videre og leve et liv, du hellere vil leve.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere om et forløb. Du kan også booke en tid direkte via hjemmesiden.