ADHD og ADD hos voksne - få hjælp af en autoriseret psykolog

ADHD og ADD hos voksne kan give mange og betydelige udfordringer i dagligdagen. ADHD og ADD indebærer mange forskellige symptomer, men fælles for disse symptomer er en grundlæggende udfordring med dét man kalder kognitiv kontrol eller hjernens eksekutive funktioner. I mere dagligdagssprog betyder dette eksempelvis, at man kan opleve udfordringer med sin opmærksomhed, fx at det er vanskeligt at vedligeholde fokus på aktiviteter og opgaver eller at man let distraheres af sine sanser eller tanker. Andre oplever at de kan have svært ved at styre deres impulser, hvilket fx kan komme til udtryk i hyppige og kraftige vredesudbrud eller frustration. Mange oplever vanskeligheder med at skabe og vedligeholde struktur i deres dagligdag, og mange fortæller også om en oplevet indre uro, samt en stor tendens til tankemylder.

Hos Koios Psykologhus tilbyder jeg effektiv kognitiv adfærdsterapi (KAT) til at hjælpe dig med at håndtere de udfordringer ADHD og ADD giver. Det er vigtigt at sige at der ikke findes nogen samtaleterapi der kan ændre det neurologiske grundlag for ADHD og ADD, men jeg kan hjælpe dig med at forstå dine symptomer og mønstre, og give dig konkrete værktøjer til at arbejde med følgevirkningerne af ADHD og ADD.

Et forløb hos mig vil typisk indebære, at du modtager den mest relevante viden om ADHD og ADD (også kaldet psykoedukation). Dernæst vil vi sammen få kortlagt hvilke konkrete udfordringer du oplever, og hvilke følgevirkninger din ADHD eller ADD har givet dig. Sammen vil vi udvælge og aktivt samarbejde om, at håndtere disse udfordringer, således at du er i stand til at øge din livskvalitet og fokusere på dét som betyder noget for dig. Som autoriseret psykolog med stor terapierfaring med voksne udfordret af ADHD/ADD, er jeg rigtig godt stillet til at hjælpe dig videre. Tag endelig kontakt i dag hvis du ønsker et liv der er mindre udfordrende! 

Hvad er symptomerne på ADHD og ADD?

ADHD og ADD kan betegnes som en neurologisk udviklingsforstyrrelse. Selvom dette måske lyder ubehageligt eller voldsomt, så er meningen med betegnelsen, at kernesymptomerne i et stort omfang er medfødte, at de har udviklet sig i takt med at man er blevet ældre, og at denne udvikling kan spores til hjernens udvikling. Det er dog vigtigt at skelne mellem kernesymptomerne og følgevirkningerne af disse kernesymptomer. I dette afsnit kan du læse om begge dele: 

Kernesymptomer ved ADHD og ADD

Kernesymptomerne ved ADHD og ADD falder i tre kategorier, nemlig opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. Opmærksomhedsvanskeligheder opleves på forskellige måder, men typisk viser det sig som, at man let bliver distraheret, at man har udfordringer med at holde fokus, eller at man har udfordringer med at prioritere i hvad der er vigtigt i den aktuelle situation. Disse vanskeligheder forværres hvis opgaven eller aktiviteten ikke umiddelbart føles rar eller tilfredsstillende.

Hyperaktivitet er et kernesymptom som primært er tilstede i ADHD og i mindre grad eller slet ikke ved ADD. Det er karakteriseret ved en vedvarende indre uro eller rastløshed. Ved ADHD hos børn og unge kommer hyperaktivitet typisk til udtryk ved mere tydeligt kropsligt uro, rastløshed, talepres og bevægelse ved stillesiddende aktiviteter. Hyperaktivitet er et symptom som dog ofte klinger af i voksenalderen, og dermed mere omdannes til indre uro og mental hyperaktivitet, fx i form af tankemylder.

Impulsivitet er det sidste kernesymptom ved ADHD og ADD, og henviser til en mere eller mindre grad af udfordringer med impulsiv adfærd og vanskeligheder med at regulere sig selv. Dette kan fx komme til udtryk ved, at den voksne har svært ved at udsætte sine behov, eller handler pludseligt på sine tanker og følelser.

Kognitive og tænkningsmæssige symptomer ved ADHD og ADD

Når vi taler om de mere kognitive og tænkningsmæssige symptomer på ADHD og ADD, kan det være godt at inddele disse i henholdsvis udfordringer med kognitiv kontrol og de konsekvenser som dette har haft for dig gennem dit liv.

Udfordringer med kognitiv kontrol er et resultat af kernesymptomerne, og kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men mest almindeligt ser man udfordringer med at organisere og strukturerer, udfordringer med tidsstyring og problemløsning samt at holde overblik og være vedholdende i sine aktiviteter. Mange oplever også udfordringer med at gå i gang med og fordybe sig i opgaver der er mentalt krævende. 

Som voksen med ADHD og ADD er det meget almindeligt, at disse udfordringer med kognitiv kontrol har givet anledning til oplevelser og erfaringer med nederlag. Disse nederlag kan eksempelvis være ift. skole og uddannelse, arbejdsliv, venskaber og relationer eller præstationer. Gentagne oplevelser af nederlag kan over tid begynde at påvirke din selvopfattelse, særligt dine tanker omkring din evne til at lykkes med ting i dit liv, eller tanker om at være utilstrækkeligt. Det kan også give ophav til tvivl på dig selv og dit eget værd som menneske.

Følelsesmæssige symptomer ved ADHD og ADD

Har man ADHD og ADD er det meget almindeligt at nogle af følgevirkninger kommer til udtryk i form af følelsesmæssige problemer. Problemer med tilbagevendende vrede og kraftige vredesudbrud er typiske eksempler. Grundet den øgede impulsivitet kan din frustrationstærskel være lav, hvilket også kan komme til udtryk som kraftige udbrud af frustration. 

Der er også en øget tendens til at opleve stress og angst når man er udfordret af ADHD og ADD og det er ganske almindeligt at disse følelser er tilbagevendende problemer for dig. 

Gentagne oplevelser med nederlag og manglende tiltro til sig selv kan også give ophav til depressionslignende tilstande og dermed lavt humør, vedvarende tristhed og skyldfølelse.

Kropslige symptomer på ADHD og ADD

Der kan være flere kropslige reaktioner og symptomer på spil hvis du er udfordret af ADHD og ADD. Mange fortæller om en vedvarende indre uro eller rastløshed, som fysisk kan mærkes i kroppen. Hvis man døjer med tankemylder, bekymringer og angst, kan dette ofte komme til udtryk i kroppen som anspændthed og en følelse af at være i alarmberedskab.

Mange oplever også udfordringer med søvn, enten ved at have svært ved at falde i søvn, eller udfordringer med at blive i søvnen. Dette kan også bidrage til træthed og udmattelse som yderligere driver den indre uro, angst og stress.

Uhensigtsmæssig adfærd og copingstrategier

Mange voksne med ADHD og ADD vil igennem deres liv have oplevet, at deres udfordringer har medført nogle uhensigtsmæssige vaner og problematisk adfærd. Det er fx meget almindeligt at man har tendens til at udskyde projekter, aktiviteter og opgaver, enten helt eller til sidste øjeblik. Denne copingstrategi er typisk et udtryk for undgåelse af noget ubehageligt, hvad enten det måtte være stress, angst eller frygten for ikke at lykkes. 

En anden almindelig adfærd kaldes jonglering og henviser til en tendens, hvor man starter mange projekter op, men man kun gennemføre få. Særligt hvis projektet eller aktiviteten bliver udfordrende eller kedelig, vil der være en tendens til stoppe og søge nye, mere spændende projekter

Det er også meget almindeligt at man har tendens til at reagere impulsivt på særligt vrede og frustration, hvilket kan give anledning til aggressiv adfærd der skaber problemer i ens relationer. 

Yderligere ser man også en øget tendens blandt unge og voksne med ADHD og ADD til at bruge fx alkohol eller stoffer som en måde at undgå ubehagelige tanker og følelser på, eller som en måde at opleve positive følelser på.

Det ville være vigtigt for mig som din psykolog at holde øje med disse forskellige dele af din ADHD eller ADD. Dette er for at sikre, at jeg kan give dig den mest effektive hjælp til at håndtere dine udfordringer. I starten af terapien vil vi i fællesskab sørge for at skabe et overblik over de konkrete udfordringer du oplever. Dette overblik vil hjælpe mig til, at udvælge de vigtigste og mest hensigtsmæssige strategier, således at du oplever, at du modtager den bedst mulige hjælp til at håndtere din ADHD eller ADD med. Som autoriseret psykolog har jeg stor erfaring med at behandle ADHD og ADD ud fra en kognitiv adfærdsterapeutisk ramme og det er netop denne ramme jeg bruger til at udvælge strategier i min terapi for ADHD og ADD.

Få effektiv hjælp til ADHD og ADD

Mit fornemmeste mål er, at du oplever min behandling som så hjælpsom og effektiv som muligt. Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab finder ud af hvordan dine udfordringer med ADHD eller ADD kommer til udtryk samt hvordan disse udfordringer blokerer for at du kan leve et liv der føles mere meningsfuldt. Som autoriseret psykolog har jeg indgående kendskab til de bedste behandlingsstrategier som jeg altid gør brug af i min behandling af ADHD og ADD:

Psykoedukation om ADHD og ADD

Det er min erfaring, at mange ikke er blevet præsenteret for den mest relevante viden om ADHD og ADD. Dette er også ofte tilfældet selvom man er blevet udredt hos en psykiater. Derfor er en hel central del af min hjælp til dig, at vi bruger tid på det man kalder psykoeduaktion for ADHD og ADD, hvilket er en introduktion til hvad ADHD og ADD er, hvilke udfordringer lidelsen giver, og også hvordan vi skal arbejde med den. Udstyret med denne viden er du bedre stillet til at forstå de udfordringer du har, og du bliver bedre i stand til at se når det sker i din dagligdag.

At lære mere om dine specifikke udfordringer og hvordan de hænger sammen

Allerede fra første session vil vi begynde at kortlægge de specifikke udfordringer du oplever. Vi vil få et overblik over dine kognitive og tankemæssige udfordringer, hvilke følelsesmæssige og kropslige symptomer der skaber størst problemer samt hvilke uhensigtsmæssige copingstrategier der på tilbagevendende vis spænder ben for dig. Min opgave er i denne sammenhæng at tegne dig et tydeligt overblik over hvordan disse udfordringer hænger sammen med kernesymptomerne ved ADHD og ADD og vi vil bruge dette overblik til at udvælge de mest hensigtsmæssige strategier i terapien.

Lære konkrete strategier til at kompensere for dine udfordringer

Med udgangspunkt i psykoedukationen og vores overblik vil vi i fællesskab tale om og udvælge konkrete strategier der er designet til at kompensere for de udfordringer din ADHD eller ADD giver dig med den kognitive kontrol. Disse strategier er typisk målrettet at skabe mere og bedre struktur i din hverdag, at øge din evne til at huske ting samt at minimere distraktioner, således at din opmærksomhed kan få de bedste betingelser. Hvis impulsivitet er én af dine udfordringer vil vi bruge tid på at lære strategier til at handle mindre impulsivt.

Få et andet forhold til dine tanker og følelser og lær at handle anderledes på dem

En meget almindelig proces i kognitiv adfærdsterapi er at lære at observere sine tanker og følelser for dermed at kunne spotte de tilbagevendende tanke- og følelsesmønstre der har tilbøjelighed til at skabe problemer for dig. Ved at træne denne evne, vil du opleve, at du bliver bedre i stand til at have mere distance til dine tanker og følelser, hvilket giver mulighed for, at få nye perspektiver som på lang sigt kan give bedre muligheder for gode vaner og hensigtsmæssige strategier. 

Få hjælp til at håndtere de mest problematiske følgevirkninger af din ADHD eller ADD

Et forløb der er målrettet ADHD og ADD vil meget ofte også indebære, at man er nødt til at arbejde med nogle af de problematiske følgevirkninger. Det kan fx være meningsfuldt at fokusere på vredeshåndtering hvis vrede og frustration er en tilbagevendende udfordring for dig. Oplever du angst eller stress vil vi også fokusere på at håndtere dette. Hvis tilbagevendende søvnproblemer spænder ben for dig, vil vi sammen arbejde på at udvikle mere sunde og stabile søvnvaner. 

Disse strategier skal selvfølgelig tilpasses til dine erfaringer med din ADHD eller ADD samt til de ønsker og mål du måtte have for at gå i terapi hos mig. Som autoriseret psykolog og som erfaren terapeut gennem mange år, er jeg godt stillet til at hjælpe dig med din ADHD eller ADD og til at udvælge de mest centrale strategier, således at du hurtigt kan opleve en forbedring i din livskvalitet og føle dig styrket i din håndtering af din dagligdag. Du må endelig tage kontakt allerede i dag, således at du kan høre mere om mig og min måde at behandle ADHD og ADD på. Således kan du hurtigt og effektivt få mere kontrol tilbage i dit liv, og dermed kunne begynde at leve det liv du ønsker at leve. 

unsplash